Østerssafari og Østerstur med østersgaranti


Sæson:
Østerssæsonen spænder fra 1. oktober til den første uge af april.

Booking:
Du kan booke en østerssafari på vores turkalender.

Aflysning:
Vi forbeholder os retten til at aflyse turen indtil dagen inden afholdelse på grund af vejret.
Du kan aflyse 14 dage inden østersturen.

Private ture:
Der er mulighed for at bestille en privat tur, hvis man tilmelder sig som gruppe.

Østerssafari med VADEHAVSCENTRET

Uanset hvilken af vores østersture du vælger, vil du se det enestående vadehav fra en vinkel, man ikke oplever til hverdag. Vores fantastiske naturvejledere vil bringe dig sikkert til de steder, hvor der er østers at samle, så du kan håndplukke den eftertragtede delikatesse. Østers har en rig kulinarisk historie i Danmark, der strækker sig helt tilbage til jægerstenalderen og ertebøllekulturen.

 

Når vi er fremme, instruerer vi dig i at samle og åbne østers. Her vil du også få mulighed for at smage på denne vadehavsdelikatesse.

 

Vejret og tidevandet har enorm stor indflydelse på vores østerssafari. Af samme årsag er der også meget stor variation, når det kommer til vores ture. De store forskelle i vejret, lyset, tidspunktet på dagen og naturens generelle udtryk gør, at mange er glade for at komme med igen på vores ture, hvilket vi selvfølgeligt er taknemmelige, men også forstående for. Det er en unik naturoplevelse hver gang.

De to østersture

Vi tilbyder to forskellige østersture, da det er meget fysisk krævende at gå vores lange østerssafari. Vi går på den bløde havbund i waders, og ofte i vand til knæene eller midt på låret. Vores mest udfordrende tur har en vandpassage på omkring 700 meter, hvor vi ofte går i vand til livet.

Østerssafarien, der er vores lange og mest ekstreme østerstur, er omkring 8 kilometer og strækker sig over 4-5 timer inklusiv introduktion og udlevering af waders.

 

Vigtigt:

Denne tur kræver at du er rask og som minimum er i almindelig form. Bestiller du billet for andre, forventer vi, du informerer dem om dette. Denne tur er normalt ikke egnet for børn eller gangbesværede. Man skal som minimum være 150 centimeter høj og kunne gå 10 kilometer.

 

Da denne, vores længste østerstur, østerssafari, udelukker nogen på grund af sværhedsgraden, tilbyder vi også en kortere og mere human tur. Den lille østerstur er næsten halvt så lang og går typisk ikke til en banke, men stadig langt ud på vaden. Det kræver stadig, at man kan gå i det besværlige terræn. Vi har gjort vores bedste for at imødekomme forespørgsler fra alle slags mennesker – vi er ikke alle ens.

Oesterssafari vadehavet ostron tur

Den lille østerstur er 4 kilometer lang og varer noget kortere tid, i alt 3 til 4 timer inklusiv introduktion. Det anbefales, man har sine egne langskaftede gummistøver og regnbukser med til denne tur. Skal du have børn med på turen, eller er du udfordret på balance eller i andre gangrelaterede henseender, henviser vi på det kraftigste til den lille østerstur frem for østerssafarien.

 

Både østerssafarien og den lille østerstur vil være forskellige hver eneste gang, da vejrforholdene på dagen er afgørende for, hvilket område eller østersbanke vi kan besøge både af sikkerhedsmæssige og rent praktiske årsager.

Oesterssafari Ostron safari oesterstur vadehavet

Det praktiske

Vi starter vores østersture på VADEHAVSCENTRET, hvor naturvejlederen vil fortælle om de østers du kan samle, om turen og de sikkerhedsforanstaltninger, vi gør os i den barske natur. Efter introduktionen og udlevering af waders på VADEHAVSCENTRET kører vi (i egne biler) mod diget. Herfra går vi ud over den tørlagte havbund til østersbankerne for en vadehavsoplevelse af de helt store.

Til selve turen anbefaler vi, at man medbringer en gammel rygsæk, der er foret med en plastikpose / -sæk, hvis man vil have en større mængde østers med hjem fra bankerne. Alternativt kan man samle sine østers i en spand, men da den lange tur er omkring ti kilometer og den korte omkring fire kilometer, vil rygsækken være at foretrække.

Man kan købe østersknive, handsker og spande i receptionen på VADEHAVSCENTRET. Der vil være tid til indkøb efter introduktionen, inden vi kører mod diget.

Påklædning

Da østersindsamling er en vinteraktivitet, kræver den varm påklædning. Østersbankerne er langt fra læ, og vinden kan derfor være hård. Dette er værd at overveje, når man vælger jakke. Skijakker windbreakere, skaljakker eller lignende gør sig godt på østersbankerne. Derudover anbefaler vi varm påklædning hue, et par varme handsker til turen og et par arbejdshandsker til indsamlingen, da disse kan blive våde, og østers kan være skarpe.

 

Til østerssafarien stiller vi waders til rådighed i størrelser mellem 36 og 50.

Foruden praktisk og varm påklædning kan det være en fordel at medbringe skiftetøj, hvis man mod forventning bliver våd.

Skaldyrsforgiftning

Skaldyrsforgiftning kan være meget farligt. Mistænker du en eventuel forgiftning anbefaler vi, at du straks ringer til alarmcentralen.

Østers kan være farlige, særligt hvis man samler dem uden for den anbefalede periode, om vinteren. Dette skyldes ophobninger af algegifte, da østers lever af de alger, der i vandet. Da der er flere alger i sommerhalvåret grundet lyset, vil der også være flere giftige alger. Alger trives i varmt og stille vejr.

Østers filtrerer algerne fra vandet for at spise dem, og undervejs i denne proces kan der ophobe sig relativt store mænger giftstoffer. Disse giftige alger, og i forlængelse også giftstofferne, er tilstede hele året, men er kun farlige for mennesker, når disse ophobes i store mængder.

Modsat bakterier er algegiftene varmestabile. Dette betyder, at de ikke kan koges eller steges væk. Indeholder en østers disse algegifte er der intet at gøre.

Indtager man disse algegifte kan man være heldig at nøjes med diarré og opkast. Andre symptomer på algeforgiftning kan være lammelse, følelsesløshed i ekstremiteter og åndedrætsbesvær. Alvorlig algeforgiftning kan medføre koma og død.

Symptomerne viser sig efter få timer.

 

Bakterier og virus

Østers kan også ophobe andre skadelige stoffer som bakterier og virus. Disse kan også forårsage diarré og opkast. Bakterier og virus i østers forekommer oftest, hvis de kommer i berøring med spildevand, da østers filtrerer vandet for føde og derfor filtrerer bakterier og virus fra vandet sammen med føden.

Hverken bakterierne eller vira er varmestabile, hvilket betyder en opvarmning til 100 grader i et minut vil dræbe eventuelle vira og bakterier.

Din sikkerhed

Hos VADEHAVSCENTRET bekymrer vi os for din sikkerhed. Af denne årsag kan vi ikke anbefale at tage på østerstur på egen hånd. Det kan være ganske farligt at begive sig ud på østersbankerne – også til trods for, at man har konsulteret en tidevandskalender. Vandstanden afhænger ikke blot af tidevandet, men også af vind og vejret til søs.

 

Endnu en grund til ikke at tage alene afsted er østersbankernes fjerne placering. Skulle uheldet være ude, er hjælpen langt undervejs. Kombineret med svingende vejrforhold og tidevand kan selv små uheld koste dyrt.

Østers spises på eget ansvar - læs mere her.

Verdens største østers

Under en østerssafari i oktober 2013 fandt en ansat på VADEHAVSCENTRET verdens største østers målt på længde nogensinde. Denne gigant blev den 17. december 2013 målt til 35,5 centimeter i længden, hvilket gjorde den omtrent 2,5 centimeter længere end den hidtil største. Den målte 10,7 centimeter i bredden og vejede 2,5 kilogram.

Dette pragteksemplar blev udstillet på VADEHAVSCENTRET og væltede medierne. Du kan se mere i udstilling vedrørende denne kæmpeøsters på VADEHAVSCENTRET eller du kan forsøge at slå vores rekord på en af vores østerssafari.

Verdens Største Østers

VADEHAVSCENTRET - porten til UNESCO Verdensarv er velkomsten til VADEHAVET.


Med arkitekt Dorte Mandrups helt enestående arkitektur, hvor tagrøret anvendes både på facade, tag og undertag og hvor lister af robinietræ får den gamle bygning til at smelte sammen med den nye, opnås et bygningsværk, der næsten virker som om det vokser op af jorden - skånsomt og tilpasset det flade marskland.

Udstillingen TRÆKFUGLENES VADEHAV er på samme måde tilpasset det enestående center. I samarbejde med VADEHAVSCENTRET har arkitekt Johan Carlson, med sit helt gennemførte design på en poetisk, æstetisk og moderne måde, lavet en udstilling, der med stor indlevelse viser Vadehavet og trækfuglene. Her er oplevelser, der på smittende måde inddrager centrets gæster - både unge og ældre - i Vadehavets forunderlige verden.

LÆS MERE

VADEHAVSCENTRET
med på Instagram


Okholmvej 5 • Vester Vedsted • 6760 Ribe • DK • Tlf. 75 44 61 61 • CVR.: 24245861 • info@vadehavscentret.dk