Vi tager til Mandø for at opleve de skakternede marker af bramgæs

Visse dele af året er der flere tusinde bramgæs på Mandø. De færdes i store flokke, der kan gøre markerne skakternede. Når de letter,ligner det kæmpe skyer, som hænger over Mandø. Flokken giver den enkelte bramgås tryghed, men der er stadig nogen der jager dem - havørnen!

Havørnen leder efter den svageste i flokken, og når den jager gæs, så gør den det ved at flyve ind over flokken. Alle friske og raske gæs letter med et værre spektakel og det får de lov til, for havørnen er på udkig efter den svage gås der bliver alene tilbage på marken. Måske er alle gæs friske til en flyvetur og i det tilfælde flyver havørnen bare videre på udkig efter den næste fugleflok. Men er der en gås, der bliver tilbage, bliver det drabeligt!

Vi kører til Mandø og leder efter de store flokke af bramgæs. De kan stå forskellige steder på Mandø, så det kan kræve nogle stop at finde dem. Når vi har fundet bramgæssene, er det bare at vente. Måske bliver det dagen for den drabelige forestilling eller måske ikke, for som med alt andet natur, så er der ikke garanti for andet end, at man helt sikkert ikke oplever havørnens jagt, hvis man bliver derhjemme... Skulle vi ikke ramme den helt store dag er der helt sikkert andre spændende fugle at kigge på og høre om,når man er på tur med en naturvejleder i Nationalpark Vadehavet.

Vi mødes på Vadehavscentret, hvor naturvejlederen tager imod jer og kort beskriver dagen. Her efter kører I i jeres egen bil efter naturvejlederen til Mandø. Vær opmærksom på, at det kan være hårdt ved biler at køre turen til Mandø, da der er vandpytter med saltvand på vejen. Naturvejlederen har styr på tidevandet, så vi kører kun frem og tilbage, når Låningsvejen ikke er under vand. 

Efter turen er der mulighed for at opleve Vadehavscentrets udstilling "Trækfuglenes Vadehav".