Naturvejlederen vælger destinationen ud fra dagens vandstand, og efter introduktionen kører I i jeres egne biler til turens startsted. Herfra går vi ud over den tørlagte havbund til et område med østers, hvor der vil være rig mulighed for både at se, smage og samle østers. Undervejs ser vi på fugle og bunddyr og nyder det særprægede landskab, som kendetegner Nationalpark Vadehavet - og mon ikke naturvejlederen vil fortælle en ting eller to om det, der dukker op.
Turen kan foretages i højskaftede gummistøvler, samt regnbukser til at tage det værste vand- og muddersprøjt.