Særudstillingen på Vadehavscentret præsenterer naturfotograf Mikkel Due Andersen, som er kendt for sine stemningsfulde og sanselige naturfotografier fra Bornholm. Hans billeder udspringer af nærgående naturstudier og forener det naturvidenskabelige med det poetiske.

I centrum står den natur, der findes lige uden for døren – i skoven, mosen og på stranden. Med lange eksponeringer, bevægelse og dobbelteksponeringer skaber Andersen billeder, hvor naturen ikke skal forklares, men opleves.

Udstillingen inviterer til at opleve den nære natur på ny – som optakt til hans kommende bog Almanak – Naturfotografiske fortællinger, der udkommer i 2026.

Åbningsreceptionen byder desuden på foredrag og livemusik: Mikkel fortæller om sit arbejde og tankerne bag Almanak, mens udvalgte billedserier ledsages af hans egenkomponerede musik spillet live på guitar.

Åbningsreceptionen finder sted den 2. oktober kl. 15.00–16.00 (centret lukker kl. 17.00), med gratis entré, hvor vi byder på et glas bobler og lette snacks.